To veje til at tjekke en påstand: kæden bagud eller de primære kilder først

I de her efterårsuger har vi sat en række øvelser i gang, hvor deltagerne får en påstand fra en nyhedsartikel og skal afgøre, om den holder. Det viser sig hurtigt, at forskellen ikke ligger i, hvor flittig man er, men i, hvilken vej man går ind i arbejdet. Jeg har set to veje blive brugt igen og igen, og jeg vil sætte dem op mod hinanden, så du kan vælge bevidst.

Den første vej går bagud langs kæden: du finder ud af, hvem der har sagt det, hvem der citerede dem, og hvem der citerede dem igen, indtil du når et sted, hvor ingen peger videre. Den anden vej starter ved den primære kilde, altså rapporten, registret, tallet eller udtalelsen, og går først derfra frem mod det, der blev skrevet. Begge dele er faktatjek, men de giver forskellige fund og kræver forskellig tid.

Eksemplet i øvelsen er bevidst almindeligt: en tekst, der siger, at antallet af ansøgninger til en kommunal ordning er steget markant. Det er den slags sætning, man som nyuddannet hurtigt skriver videre på uden at se, hvor lidt der står under den.

Kæden bagud er den intuitive metode. Du læser artiklen, finder kildehenvisningen, åbner den og spørger, hvor den får det fra. Styrken er, at du lærer, hvordan en påstand har bevæget sig: hvilke medier der har gentaget den, og hvor formuleringen blev skarpere undervejs. Det er værdifuld viden, når du skal forklare, hvorfor en fejl har spredt sig.

Svagheden er, at du let ender med at bruge timer på at kortlægge ekkoer. Mange led i kæden er afskrifter af hinanden, og når du endelig står ved roden, er du ofte træt og har mistet overblikket over, hvad selve udsagnet egentlig skulle bevise. Nogle deltagere fortæller også, at de begynder at stole på det led, de har læst mest, fordi det føles bekendt.

Metoden fungerer bedst, når spørgsmålet er hvordan noget blev til en nyhed, ikke om det er rigtigt. Den passer til arbejde med rettelser, hvor du skal vide, hvor en fejl opstod, så du kan skrive en tydelig og præcis rettelse.

• Giver et overblik over, hvordan påstanden har spredt sig
• Tager ofte længere tid end forventet
• Passer godt til rettelsesforløb og fejlsøgning

Den anden vej vender rækkefølgen. Du deler først påstanden op i dens enkelte led: hvad er målt, hvornår, af hvem og i forhold til hvad. Derefter finder du det dokument eller datasæt, der burde kunne besvare hvert led, og læser det selv, før du ser på, hvad andre har skrevet om det.

I eksemplet med ansøgningerne betyder det, at du først leder efter ordningens egne opgørelser eller en aktindsigt i tallene, og at du bemærker, hvilken periode der sammenlignes med. Ofte opdager du, at stigningen gælder en kort periode, eller at man har ændret reglerne for, hvem der kan søge. Det ser du ikke, hvis du kun følger citaterne.

Ulempen er, at primære kilder kan være svære at finde og kræver, at du ved, hvilket register eller arkiv du skal spørge. Du kan også misforstå et tal, hvis du læser det uden den forklaring, journalisten fik fra en kilde. Derfor skriver deltagerne deres tolkning ned og markerer, hvad der er læst, og hvad der er antaget.

• Giver et direkte svar på, om påstanden holder
• Kræver, at du kender de relevante registre
• Kræver omhyggelig notering af tolkninger

Når deltagerne arbejder med samme påstand, ender de, der starter ved kæden, ofte med en flot oversigt og et uafklaret svar. De, der starter ved den primære kilde, får et svar hurtigere, men har en tendens til at overse, at påstanden kan være gengivet korrekt og alligevel være misvisende i sin sammenhæng. Begge faldgruber er lærerige, og vi gennemgår dem sammen bagefter.

Det, der gør mest forskel, er ikke metoden i sig selv, men at man har bestemt rækkefølgen, før man begynder. Uden den glider man mellem de to, og så mister man både overblikket og dokumentationen. Derfor lægger vi i arbejdsarkene en plads, hvor du skriver, hvilken vej du vælger, og hvorfor.

Vi bruger også tid på det, der ligger imellem: hvad gør du, når den primære kilde ikke findes, eller når den kun findes i en version, ingen kan bekræfte. I de tilfælde er en åben note om, hvad du ikke kunne efterprøve, mere værd end et selvsikkert svar.

Min anbefaling er at starte ved den primære kilde og bruge kæden som supplement. Grunden er enkel: du lærer at stille spørgsmålet til selve materialet, og det er den færdighed, der holder, uanset hvilken påstand der lander på dit bord. Kæden kommer så ind bagefter, når du skal forstå, hvorfor en fejl er spredt, eller når du skal skrive en rettelse.

Det betyder ikke, at kæden er dårlig. Den er hurtigere, når du allerede har en mistanke om, hvor fejlen sidder, og den er uundværlig, hvis du skal sige noget om, hvem der har ansvaret for en gentagelse. Men som første skridt giver den let en falsk fornemmelse af grundighed, fordi den ligner research uden at besvare spørgsmålet.

Prøv det selv med en påstand, du har læst i denne uge. Skriv i dit arbejdsark, hvilke led den består af, og find ét primært dokument for hvert led, før du læser andres gengivelser.

• Del påstanden op, før du søger
• Læs originalen, før du læser gengivelserne
• Brug kæden til at forstå spredning og rettelser

Uanset hvilken vej du går, skal en anden kunne følge dine skridt. Vi beder deltagerne føre et kort log: påstandens led, hvor de ledte, hvad de fandt, og hvad de ikke fandt. Det tager få minutter pr. led, men gør senere arbejde meget lettere, især hvis du skal forklare en redaktør, hvorfor du mener, at et udsagn kan stå eller skal ændres.

Gem også selve kilderne, ikke kun henvisningen til dem. Links forsvinder, og registre ændrer sig, så en kopi med dato for, hvornår du hentede den, er den eneste sikre reference. Notér desuden, hvis du har talt med en person, og hvad vedkommende kunne bekræfte og ikke kunne bekræfte.

Det er den samme disciplin, vi arbejder med i organisering af beviser, og den gør faktatjek til noget, andre kan efterprøve, ikke kun noget, du selv er sikker på.