Sådan tjekker du en påstand, før du beslutter, om den holder

Det første skridt er ofte det, de fleste springer over: du skriver påstanden ned præcis, som den blev fremsat, med afsender, sted og tidspunkt. Mange fejl opstår, fordi vi tjekker vores egen omformulering i stedet for det, der faktisk blev sagt. En sætning som 'kommunen bruger mere på administration' kan betyde mange ting, og først når ordlyden står på papir, kan du se, hvad der egentlig skal efterprøves.

I kurset bruger vi et arbejdsark med tre felter: citatet, konteksten og din første mistanke om, hvad der kan være svagt. Det sidste felt er vigtigt, for det tvinger dig til at skelne mellem et indtryk og en vurdering. Du kan godt have en mavefornemmelse, men den skal ikke styre, hvilke kilder du leder efter.

Brug et par minutter på at spørge, om påstanden overhovedet kan afgøres. Nogle udsagn er holdninger, andre er forudsigelser, og begge dele kræver en anden tilgang end en målbar kendsgerning. Den skelnen sparer dig for timer med research, der aldrig kan føre til en konklusion.

• Noter ordlyd, afsender og sammenhæng
• Skriv, hvad der konkret kan måles eller dokumenteres
• Adskil kendsgerning, holdning og forudsigelse

De fleste påstande består af flere led, og kun nogle af dem er lette at efterprøve. 'Antallet af ansøgninger er fordoblet siden sidste reform' rummer et tal, en sammenligning og en årsag. Du skal tjekke, om tallet er rigtigt, om sammenligningsgrundlaget er det samme, og om reformen overhovedet kan have forårsaget udviklingen.

Når du deler påstanden op, bliver det tydeligt, hvor den er stærk, og hvor den er svag. Ofte holder selve tallet, men koblingen til en årsag er løs. Så er konklusionen ikke 'sandt' eller 'falsk', men 'delvist dokumenteret', og den nuance skal kunne stå i din notering.

Lav en simpel liste, hvor hver del får sin egen linje og sin egen status. Det gør det lettere at se, hvad du mangler, og det gør det muligt for en anden at følge din tankegang bagefter. Netop den gennemsigtighed er en central del af det, vi øver i forløbet.

• Én linje pr. del af påstanden
• Giv hver del en status: bekræftet, uafklaret eller afkræftet
• Marker, hvor du antager noget uden belæg

Når du kender delene, leder du efter dem, der ligger tættest på oprindelsen: den oprindelige opgørelse, afgørelsen, kontrakten eller det udtalte ord. En artikel, der gengiver en undersøgelse, er en sekundær kilde, og hvert led kan have afrundet, forkortet eller misforstået noget undervejs. Gå så tæt på originalen, som du kan.

Det kan kræve tålmodighed. Nogle tal findes i offentlige registre, andre skal bestilles gennem en aktindsigtsanmodning, og nogle kan kun bekræftes ved at spørge den, der står bag. Skriv ned, hvilke kilder du forsøgte, og hvad du fik svar på, også når det ikke førte nogen vegne.

Hvis du ikke kan finde en primær kilde, er det i sig selv en oplysning. Påstanden kan stadig være rigtig, men du kan ikke dokumentere den, og så må du formulere dig derefter. Det er bedre at skrive, at noget ikke kunne bekræftes, end at lade en svag kilde bære en sikker konklusion.

• Spørg, hvem der oprindeligt målte eller besluttede det
• Gem links, datoer og bilag i dit kildelog
• Notér, når en kilde ikke svarede

Selv en primær kilde er ikke neutral. En organisation, der selv har opgjort sine resultater, har en interesse i, hvordan de ser ud, og et tal kan være korrekt og alligevel fremstillet i et gunstigt lys. Spørg, hvad afsenderen vinder ved, at påstanden bliver troet, og om der findes andre, der har målt det samme på en anden måde.

Se også på metoden. Hvordan blev tallet fundet, over hvilken periode, og hvad blev holdt ude? Et gennemsnit kan skjule store forskelle, og en stikprøve kan være for lille til at sige noget generelt. Du behøver ikke være statistiker, men du skal kunne stille de grundlæggende spørgsmål.

Prøv at finde mindst én uafhængig kilde, der kan bekræfte eller modsige. Stemmer de overens, står du stærkere. Peger de i hver sin retning, er din opgave at forklare forskellen, ikke at vælge den, der passer bedst til din historie.

• Hvem har interesse i påstanden?
• Hvordan og hvornår blev tallet opgjort?
• Findes der en uafhængig kilde?

Når du har gennemgået delene og kilderne, skal du lande et sted. Skalaen behøver ikke være dramatisk: holder, holder delvist, kan ikke afgøres eller holder ikke. Det vigtige er, at du kan begrunde valget med henvisning til konkrete bilag, og at du ikke dækker dig ind bag vage formuleringer, der lyder forsigtige men ikke siger noget.

Skriv begrundelsen, så en anden kan læse den uden at kende dig. Hvilke dele blev tjekket, hvilke kilder blev brugt, og hvad blev der ikke fundet? Den slags notat er ikke bureaukrati, men din bedste forsikring, hvis nogen senere spørger, hvordan du nåede frem til din vurdering.

Overvej også, hvor sikker du er. Nogle konklusioner er solide, andre afhænger af et enkelt dokument. Lad den grad af sikkerhed afspejle sig i din formulering, så læseren kan se forskellen mellem noget, du ved, og noget, du har gode grunde til at tro.

• Vælg en klar status for hver del
• Henvis til konkrete bilag
• Angiv, hvor sikker du er

Før en påstand bruges i en artikel, et opslag eller en præsentation, tag en sidste runde. Stemmer ordlyden i dit materiale med den oprindelige? Er tal, navne og datoer kontrolleret mod kilden, ikke mod din hukommelse? Har du fået fat i den, påstanden handler om, så vedkommende har kunnet svare?

Tjek også, om din egen formulering lover mere, end dokumentationen rækker til. Overskrifter og indledninger har en tendens til at skærpe det, brødteksten forsigtigt har beskrevet. Læs dem som en skeptisk læser ville gøre.

Til sidst: ved, hvordan du vil rette, hvis du tager fejl. Det hører med til et godt faktatjek, at du har en plan for, hvad der sker, når nye oplysninger dukker op. Det er netop det, vi arbejder videre med i forløbet om rettelser og opfølgning.

• Sammenlign ordlyd, tal og navne med kilden
• Giv den berørte mulighed for at svare
• Læs overskriften med skeptiske øjne