Marens første interview: da spørgsmålene fik en rækkefølge

Maren skrev til os i begyndelsen af efteråret. Hun læste journalistik i sidste semester og skulle lave sit første interview med en kilde uden for skolens rammer: en medarbejder i en kommunal forvaltning, som havde været med til at udarbejde en sagsbehandlingsvejledning. Hun havde samlet to sider spørgsmål og var bange for at glemme noget.

Da vi mødtes i forløbet om interviewplanlægning, viste hun mig mappen. Spørgsmålene var gode hver for sig, men de lå i den rækkefølge, de var faldet hende ind. Nogle var lukkede, andre havde to spørgsmål gemt i ét, og flere bad kilden om at bekræfte noget, som Maren selv burde kunne slå op.

Jeg bad hende i stedet fortælle, hvad hun ville have med hjem fra samtalen. Det tog hende lidt tid at formulere. Netop det blev udgangspunktet for resten af arbejdet.

Vi lagde mappen til side og begyndte med det, Maren allerede vidste. Hvad står der i vejledningen? Hvornår blev den ændret? Hvem har ansvaret for den? Hun fandt selv tre punkter, hvor hun var i tvivl om, hvad der var dokumenteret, og hvad der var hendes gæt.

Pointen i forløbet er, at et interview ikke skal bruges til at hente det, som ligger i åbne dokumenter. Kildens tid er knap, og Marens troværdighed afhænger af, at hun har gjort hjemmearbejdet. Hun lavede et arbejdsark med to kolonner: det jeg kan finde selv, og det kun kilden kan svare på.

Den anden kolonne blev overraskende kort. Fire spørgsmål handlede om skøn og begrundelser, som ikke står i nogen tekst. De fik plads øverst i planen.

• Sæt dokumenterede forhold i én kolonne og kildens egne oplevelser i en anden
• Slå op, før du spørger
• Gem kildens tid til det, der ikke står på skrift

Maren havde tænkt på interviewet som en liste, der skulle afkrydses. Vi gennemgik i stedet et forløb med en åbning, en midte og en afslutning. Åbningen skulle være let at svare på og få kilden til at fortælle med egne ord, hvordan arbejdet foregår i hverdagen.

Midten samlede de svære spørgsmål, og her øvede hun at stille ét spørgsmål ad gangen og lade pausen stå. Mange nye interviewere fylder stilheden ud med et ekstra spørgsmål og mister dermed det bedste svar. Maren prøvede det af på en medstuderende, og vi lyttede til optagelsen sammen.

Afslutningen fik et fast spørgsmål: er der noget, jeg ikke har spurgt om, som jeg burde have gjort? Det er ofte her, kilden nævner det vigtigste.

• Åbn med noget kilden kan svare på uden at tænke sig om
• Ét spørgsmål ad gangen, og lad pausen stå
• Afslut med at give kilden plads til det, du ikke spurgte om

Det, der overraskede Maren mest, var, hvor meget af planen der handlede om tiden efter samtalen. Vi talte om, hvordan hun ville aftale citatbrug, om kilden skulle se sine udtalelser inden offentliggørelse, og hvad der gælder, hvis noget siges off the record. Det skal siges tydeligt før, ikke efter.

Hun skrev en kort mail, som hun sendte dagen før interviewet. Den fortalte, hvad interviewet skulle bruges til, hvor længe det ville vare, og at hun ville optage lyden. Kilden svarede med et par spørgsmål, og begge parter kom ind i samtalen med samme forventninger.

Til sidst planlagde hun opfølgning: hvilke svar skulle efterprøves hos en anden kilde, og hvem hun ville ringe til, hvis noget var uklart. Det blev en tjekliste på en halv side.

• Aftal citatbrug og optagelse, inden samtalen begynder
• Skriv en kort forberedelsesmail til kilden
• Notér hvilke svar der skal efterprøves bagefter

Maren fortalte bagefter, at de første minutter var nervøse, men at planen gav hende noget at vende tilbage til. Hun brugte sin kolonne med spørgsmål, kun kilden kunne svare på, og kom aldrig til at spørge om noget, som stod i vejledningen. Kilden bemærkede selv, at spørgsmålene var præcise.

Hun afveg fra planen to gange, fordi kilden sagde noget uventet. Begge gange fulgte hun sporet og vendte så tilbage til sit næste punkt. Det er netop pointen med en plan: den er et holdepunkt, ikke et manuskript, og den gør det trygt at improvisere.

Efter interviewet satte hun sig straks og skrev noter ned, mens samtalen stod frisk, og markerede de steder, hvor hun ikke var sikker på, hvad kilden mente. De steder blev udgangspunktet for opfølgningen.

Da vi talte sammen efter interviewet, nævnte Maren ikke selve spørgsmålene som det vigtigste. Det var den vane at begynde med sit eget udgangspunkt: hvad ved jeg, hvad mangler jeg, og hvad skal jeg bruge svaret til. Den vane følger hende ind i næste opgave.

Hun beholdt arbejdsarket med de to kolonner og bruger det som skabelon. Jeg har ikke set hendes artikel færdig, og det er heller ikke min opgave. Min opgave var at hjælpe hende til at komme godt forberedt ind i rummet.

Hvis du står foran dit første kildeinterview, er den bedste investering at bruge en time på det, der kommer før, og en halv time på det, der kommer efter.